|
Det
betændte danske retsvæsen »Der skal gives begrundelser, så sagens parter kan forstå og forhåbentlig acceptere afgørelsen som retfærdig og rimelig. Der skal gives begrundelser, så andre kan vide, hvorledes retstilstanden nu er i samfundet og dermed kan indrette sig på at respektere denne retsstilling. I den offentlige forvaltning har kravet om begrundelser også længe været en selvfølge, men i takt med at forvaltningsloven har gjort udførlige begrundelser til en fast del af enhver forvaltningsakt, er domstolenes begrundelser i kæremål (appel af kendelser) ofte helt forsvundet. Civiliseret
retspleje er offentlig, men kæremål behandles
skriftligt, så hverken parterne, deres
advokater eller pressen kan overvære processen.
Det burde gøre kravet om forståelige
skriftlige begrundelser endnu større, så man
bagefter kan få at vide, hvad dommerne har lagt
vægt på«. |
|
En utroværdig,
fhv. højesteretsdommer, |
|
Først
gør tre landsdommere |
| Hvorfor sagsøgte skulle
betale egne omkostninger i nedennævnte sag fra
Landsretten, er ikke begrundet i kendelsen. Det
er en overtrædelse af Grundlovens § 64, af
Menneskerettighedskonventionens Artikel 6, stk.
1, af Tjenestemandsloven og af Retsplejelovens
§ 218 stk 1. Endvidere er kendelsen en overtrædelse af straffelovens § 146 stk. 1 og 2, sidste vedr. velfærds fortabelse (i dette tilfælde 20.000 kr. for egne sagsomkostninger) med en strafferammme på op til 16 års fængsel. Kendelsen vedrørende sagsomkostningerne kunne særskilt ankes til Højesteret, hvilket blev gjort. I sagen er ikke nedfældet et eneste vidneudsagn. Alt hvad der forefindes, udover stævningen – som der naturligvis ikke kan dømmes ud fra – er indholdet af Landsrettens retsbogsudskrift her under. Og ud fra det skulle Højesteret bedømme anken. Hvilket også gik galt. Trods flere opfordringer fra advokat Kim Steen i retten, nægtede Landsrettens tre dommere at give nogen som helst begrundelse. En ejerforening havde stævnet sagsøgte for overtrædelse af foreningens vedtægter, men anklagen var falsk, hvilket foreningen på forhånd vidste. Stævningen drejede sig kun om chikane. Og da foreningen naturligvis ikke kunne føre ringeste bevis, blev den gjort bekendt med, at en eventuel dom ville resultere i pure frifindelse. Derefter valgte foreningen at trække sagen tilbage. Som det fremgår af kendelsen, skulle der være opnået forlig, hvilket imidlertid er grebet ud af retslokalets forurenede luft. Også på det punkt lavede de tre dommere fup. |
| B2539102 - TR
UDSKRIFT AF ØSTRE L4NDSRETS RETSBOG
År 1993 den 25. januar kl. 13.30 holdt Østre Landsret offentligt retsmøde i retsbygningen, Bredgade 59. Som dommere fungerede landsdommerne Lodberg, B. 0. Jespersen og Nina Gerstrøm Andersen (kst.), førstnævnte som rettens formand.
Ejerforeningen Domus Vista Park II m o d Preben Juul Madsen. Der fremlagdes skrivelse af 13. januar 1993 fra advokat Henrik Oehlenschlæger, hvorefter sagsøgeren efter rettens tilkendegivelse hæver sagen, samt skrivelse af 16. december 1992 fra advokat Kim Steen med anmodning om særskilt afgørelse om sagsomkostninger. Endelig fremlagdes advokat Kim Steens skrivelse af 15. januar 1993. Efter votering afsagdes sålydende K e n d e 1 s e : Sagsøgtes handlinger har efter rettens opfattelse ikke givet tilstrækkelig anledning til at tilpligte sagsøgte at fraflytte ejerlejligheden, hvorfor retten har tilkendegivet, at sagsøgte ved en eventuel dom ville blive frifundet. Efter omstændighederne finder retten, at
hver part bør bære T h i b e s t e m m e s : Sagens omkostninger ophæves. Sagen herefter hævet som forligt. Retten hævet. (Sign.) Udskriftens
rigtighed bekræftes. Østre Landsrets kontor,
den P.j.v. (Ulæselig underskrift) |
|
Højesterets
kendelse |
| Landsrettens afgørelse
blev den 14. maj 1993 behandlet af Højesteret. Det skete i en kendelse som indeholdt tre ord: Landsrettens kendelse stadfæstes. Den totale mangel på begrundelse er som i Landsrettens kendelse en overtrædelse af Grundlovens § 64, af Menneskerettighedskonventionens Artikel 6, stk. 1, af Tjenestemandsloven og af Retsplejelovens § 218 stk 1. Endvidere af straffelovens § 146 stk. 1 og 2, sidste vedr. velfærds fortabelse (i dette tilfælde 20.000 kr. for egne sagsomkostninger) med en strafferammme på op til 16 års fængsel. De tre landsdommere, Poul Lodberg, B.O. Jespersen og Nina Gerstrøm Andersen (konstitueret) samt højesteretsdommerne Per Sørensen, Marie Louise-Andreasen og nu afdøde Erik Riis har ved deres hemmelige og uretfærdige kendelser gjort sig skyldige i forbrydelser med en strafferammme på 16 års fængsel. Hvordan Højesteret har kunnet stadfæste Landsrettens kendelse er en gåde. Der foreligger ikke ét eneste vidneudsagn i sagen, og da Landsrettens kendelse er hemmelig (ubegrundet), har Højesteret ikke haft nogen mulighed for at bedømme sagen. Højesterets afgørelse er en stadfæstelse uden nogen som helst selvstændig bedømmelse, en stadfæstelse udelukkende pr. automatik. Adokat Kim Steen blev efterfølgende opfordret til at indgive politianmeldelse mod de seks dommere. Men det turde han ikke. Kritiserer man Højesteret, risikerer man nemlig nemt at tabe de næste sager, som advokaten Jesper Berning fortalte i radioprogrammet Reflex den 24. februar 1996. Højesterets udskrift er en kopi af 8. marts 1999, helt identisk med originalen. Til offentlig brug (øverste ventre hjørne) betyder, at kendelsen i Højesteret har ligget til offentligt gennemsyn i ca. 30 dage. Så Højesteret er altså ikke bange for at prale med deres lovovertrædelser. |
| Til offentlig brug.
UDSKRIFT AF HØJESTERETS ANKE- OG KÆREMÅLSUDVALGS dombog i borgerlige sagerPreben Juul Madsen mod Ejerforeningen Domus Vista Park II. I denne sag blev af H Ø J E S T E R E T fredag den 14. maj 1993 afsagt følgende K e n d e 1 s e: Den påkærede kendelse er afsagt af Østre Landsret den 25. januar 1993 og indbragt for Højesteret af kærende med påstand om, at der tillægges ham sagsomkostninger. Østre Landsrets 2. afdeling har henholdt sig til afgørelsen. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Riis, Marie-Louise Andreasen og Per Sørensen. Efter det foreliggende finder Højesteret ikke grundlag for at ændre afgørelsen. Thi bestemmes:Landsrettens kendelse stadfæstes. --oo0oo--Udskriftens rigtighed bekræftes. Højesteret, den 8. marts
1999. |
|
Preben
Juul Madsen |