Det er snart mange år siden, at jeg første gang fremsatte ønsket om
en undersøgelse af Helsinge Kommunes ledelse.
Det højt besungne brede politiske samarbejde mellem Venstre og SF.
har helt fjernet folkestyret. Som jeg ser det, er det
Kommunaldirektøren, der har rollen som edderkoppen. Han er den mest
begavede og kan lægge strategierne og trække i trådene. Han har
haft sin gang på Rådhuset i mange år. Det er ham, der med pisk
eller gulerod styrer og kontrollerer samtlige systemer og personer.
Borgmester, udvalgsformændene, og erhvervslivet bliver naturligvis
brugt som medspillere. Facaden skal jo være i orden ud af til. Men
med en sådan ledelse, hvor meget kører op til kanten af det lovlige,
kommer retssikkerheden i fare. Det er denne utryghed, der får mig til
at lave dette skrift.
Den almindelige skatteyder skal bare betale og ellers holde mund.
Men at være pensionist i Kommunen kan være farligt og især enlige
kvinder er udsatte. Selv om loven også giver den gruppe
menneskerettigheder.
Ellen Skibsted er én af de kvinder som kommunen har erklæret
fredløs.
Det der gør denne sag så grusom er, at det tager så lang tid
inden omgivelserne bliver bekendt med de faktiske forhold og tør
danne sig et billede af de rette sammenhænge.
I det tomrum , hvor der ingen sandheder er, findes tendenser til
lovløshed.
Ellen Skibsted bor lovligt i et sommerhus i Tisvilde. Stedet er
omhyggeligt valgt i et rekreativt område, og hun købte huset i
slutningen af firserne. De første år var der ren idyl, uden kontakt
til Helsinge Kommune.
En dag læste hun, at der var kommet en lov om, at pensionister
kunne få tilskud til isolering af deres hus. Ellen søgte Helsinge
Kommune om tilskud. Men i Helsinge var loven endnu ikke taget til
efterretning. Så der blev en del henvendelser, som ikke hjalp. Hun
blev afvist fordi kommunen ikke ville give tilskud til isolering af et
sommerhus. Først seks år efter via ombudsmanden fik hun sit tilskud.
Genboen Jesse Jensen, hørte til cirklen af kommunens venner og
spillede med i byens populæreste orkester, »Karl og hans Banditter«
der ledes af byens førende arkitekt. Han havde fået tilladelse til
at oprette musikskole på sin bopæl, samt tilladelse til at lave fire
parkeringspladser foran sit hus. Da der ikke er lavet en lokalplan for
området, er tilladelsen let at få i venners lag. I 1996 giver
kommunen Jesse Jensen lov til at oprette virksomheden, »Park og
Plæne« og kommunen giver ham også iværksætter-ydelse.
Denne virksomhed laver støj, og da det er kommunen, der har
tilsynspligten, klager Ellen naturligvis til Teknisk forvaltning. Men
i stedet for at lukke virksomheden som jo lægger i et rekreativt
område, erklærer kommunen at der er tale om nabostridigheder, og
derved fralægger de sig ansvaret.
Husene rundt om Jesse Jensen har skiftet ejere, så det kun er
Ellen Skibsted og Jesse Jensen, der bor der hele året. Ellen er gang
på gang flygtet fra støjen og har taget ophold i Norge.
I september før sidste valg var byens arkitekt Karl Henning
Sørensen fremme, han ønskede nogle principbeslutninger af byrådet
til noget bygge ri. Et af projekterne handlede om en overetage på
Jesse Jensens hus.
Ved en forespørgsel fik Ellen Skibsted skriftlig fra kommunen, at
vide at kommunen ikke var bekendt med, at taget skulle bygges højere
og at der skulle indrettes værelser (taget er fladt). Også jeg har i
et brev til Borgmester Claus Lange og Kommunaldirektør Per Knudsen
bemærket, at der ingen nabohøring har fundet sted. En dag blev Ellen
opmærksom på ,at der var kommet byggematerialer til et højt tag.
Igen henvendte Ellen sig til kommunen , men nu var tilladelsen givet.
Sagen har været hos Miljøministeriet, Naturklagenævnet,
Tilsynsrådet og Ombudsmanden. Fælles for dem alle var, at det kunne
være et fortolkningsspørgsmål, men i sidste ende var det kommunens
afgørelse. Da de rigtige tegninger ikke var fremme, da byrådet
skulle komme med deres indstilling, er det min fornemmelse, at
byggeriet er ulovligt. Der er jo tale om to etager i et
sommerhusområde.
Fra 1996 og frem har Ellen Skibsted levet i et inferno af støj og
bilkørsel. Hun har henvendt sig adskillige gange til kommunen, som jo
har tilsynspligten, men tonen var, at hun ikke skulle tages alvorligt.
En miljømedarbejder tog sagen seriøs og lavede to rapporter. Men så
måtte hun pludselig ikke længere »røre sagen«. Efterhånden blev
der larmet mest når kommunen havde lukket. Det er adskillige gange,
jeg har haft en grædende Ellen Skibsted i telefonen om aftenen, hvor
jeg let har kunnet høre larmen fra en maskine i nærheden. Jesse
Jensens medarbejdere har også kørt med traktor og plæneklippere
frem og tilbage langs hendes grund. Jesse Jensen har holdt hendes hus
oplyst med store projektører.
Chikanen imod hende kom fra flere sider. Pludselig oplevede hun at
hendes skelpæle ind til naboen var flyttet mellem en halv til en hel
meter ind i hendes have. Hun fik nu brev om at hendes hegn skulle
flyttes ind til pælene. Naboen boede i Frankrig men havemanden havde
fået fuldmagt til at handle.
Ellen fandt det besynderligt, så hun kontaktede en udenbys
landmåler, for at få en kontrol på sin have. Kommunens
landinspektør fik pludselig røde ører, og flyttede pælene tilbage.
Efterfølgende var hele det kommunale hegnssyn på besøg, hvor flere
bemærkede, at det så ud som ren og skær chikane imod hende. Denne
sag vandt hun og fik fri proces.
På andre områder skulle Ellen Skibsted også rammes økonomisk.
Pludselig fik hun en opkrævning fra kommunen om, at nu skal hun
betale en dyrere renovationsafgift end andre i området, endda med
tilbagevirkende kraft fra de sidste tre år.
Men det stopper ikke her.
Musikskolen blev brugt som øvelokale for »Karl og hans
banditter«. En dag hvor de øvede sig, herunder med en bas der kan
trænge igennem alt, ringede Ellen Skibsted til politiet. Politiet
dukkede op hos Jesse Jensen, men hvad der blev talt om, er uvist.
Men næste aften skete noget uventet. Ellen opdagede, at hendes
havelåge stod åben og gik ud for at lukke den. Pludselig for
genboens kone Dorthe Møller frem og greb hende i armen. To mænd fra
orkesteret tog fat i hende og slæbte hende hen ad vejen. Det var
tydeligt at se slæbe spor bagefter. Hendes frakke, hendes strømper
og ene fod led overlast. Hun fik at vide at hun ikke skulle kontakte
politiet.
Det var en dybt chokeret Ellen Skibsted, der ringede rundt den
aften, og beskrev hvad hun havde været udsat for.
Hun faxede både til Helsinge og Hillerød politi og anmeldte
overfaldet. Der gik flere dage inden politiet dukkede op.
Da de kom, havde de en anmeldelse med mod hende. Hun blev anmeldt
for at have slået Jesse Jensens kone.
Hun blev slæbt i retten, men da det vigtigste vidne (Tim Bak
Madsen) ville holdes udenfor, tog Karl Henning Sørensen hans
plads og vidnede i stedet i retten. Ellen Skibsted tabte sagen. Igen
et økonomisk slag, da hun både skulle betale en bøde og
sagsomkostningerne.
Hun ankede til Landsretten. Den beskikkede advokat hjalp hende
overhovedet ikke. Politiet havde ikke skrevet rapport og vidnet
udeblev igen. Ellen Skibsted tabte igen og skulle igen betale. Hun
havde fået en betinget dom.
Anmeldelserne imod hende stoppede ikke. Jesse Jensen prøvede at
ramme hende ved at anmelde hende for færdselsforseelser. På en dato
hun var blevet anmeldt, havde hendes bil stået hos mekanikeren i
Tikøb. En anden gang havde hun været i Norge.
Politiet har også deltaget aktivt i chikanen mod Ellen Skibsted.
Jesse Jensen har kunnet anmelde Ellen Skibsted uden problemer. Derimod
ville Politiet ikke modtage anmeldelser fra Ellen Skibsted. Engang
hvor støj-chikanen havde været temmelig voldsom mod Ellen, ringede
jeg til politiet i Hillerød.og bad om at tale med en fornuftig
person.
Selv om politimanden var venlig, sagde han, at de modtog ikke flere
anmeldelser, Ellen Skibsted kunne ikke anmelde nogen. Sagen var
lukket.
At være erklæret »fredløs« er ganske umenneskeligt. Jesse
Jensen havde både retsvæsenet, politiet og kommunen som medspillere.
Ellen Skibsted havde tabt retssagen og skulle betale en bøde,
hvilket hun nægtede, derfor skulle hun i fængsel i fire dage.
Hun blev indkaldt til Horserød kort før jul 2002. Men så snart
hun var ankommet skulle hun underskrive en formular. Hun skulle
indordne sig under fængselsvæsenets regler. Det var under protest
hun underskrev, for hun var jo kommet frivillig.
Så snart politiet havde underskriften, kørte de hende til
Hillerød Arrest. Her sad hun i delvis isolation, sammen med
narkomaner og mordere.
Det var efterhånden blevet klart for Ellen Skibsted, at hun ikke
længere måtte bo i sit hus. Stærke kræfter var godt i gang med at
knække hende økonomisk. Hun kunne ikke færdes frit udenfor sit hus.
Hun havde nu fået et polititilhold, så hun ikke turde passere forbi
Jesse Jensens hus, som lå på hjørnet af Gyvelvej, hvor hun boede og
Ellevej. Altså brugte hun Engvej, som går i modsat retning.
To gange havde Jesse Jensens medarbejdere forsøgt at påkøre
hende. Første gang var hun ude med sin advokat for at se
hændelsesforløbet fra overfaldsaftenen. Anden gang var hun i gang
med at rive sin rabat, hvor hendes trillebør fik et ordentlig slag,
og en af bilens baglygter blev smadret ved påkørslen. Påkørselen
blev meldt og et par unge betjente skrev rapport. Men rapporten blev
afvist af politiet højere oppe i rækkerne, der var jo ingen ulykke
sket.
Første gang Ellen var i Helsinge Ret havde hun beviser med, både
fra bilen og sit eget ødelagte tøj fra overfaldsaftenen, men disse
effekter så man bort fra.
Den ulykkelige situation Ellen Skibsted er havnet i har gjort, at
hun tit må forlade sin bopæl og tage ophold på anden adresse.
Efter nytår 2003 tog Ellen til Norge, hun var væk i lang tid og
jeg blev forskånet for mange telefonopringninger.
Men så snart hun var tilbage, begyndte chikanen med støj igen. Og
det ulovlige byggeri var nu også sat i gang.
Ellen Skibsted havde håbet at efter udstået straf, så måtte hun
da få fred. Men nej, hun var fredløs.
Helsinge Politi havde fået en ny leder, som Ellen gerne ville
fortælle sin historie til, og samtidig anmelde et tyveri af et par
figurer, som var fjernet fra hendes have under et tidligere ophold i
Norge. Det var hende umuligt at komme i kontakt med den nye
politimand, han var der aldrig. Indtil han omkring slutningen af
marts, to dage efter at Ellen var kommet hjem, ringede, og meddelte,
at nu ville han aflægge Ellen et besøg.
Han kom, han hørte på hende og var venlig , men da han skulle
gå, lagde han en 15 mdr. gammel anmeldelse på bordet. En gammel
anmeldelse, som politiet havde pudset op igen. Ellen skulle møde i
Helsinge Ret onsdag den 16. april, dagen før påske.
Det var Jesse Jensen som anmeldte hende for at have kørt
uforsvarligt på Engvej. Episoden var fra 22. dec. 2001.
Også Jesse Jensens kone var fremme med en anmeldelse om, at hun
var nær blevet påkørt af Ellen en dag hun var ude og klippe roser.
Ellen måtte skyndsomt finde en advokat, der ville føre hendes
sag. Først spurgte hun én i Helsinge, men han skulle ikke have
fingrene i fedtefadet. Ellen Skibsted kontaktede kontoret for
menneskerettigheder, og der hjalp de hende med at finde en beskikket
advokat.
Jeg besluttede at være med på en lytter i retslokalet. Det
skyldte jeg mig selv, fordi de oplevelser som var blevet mig fortalt,
virkede så usandsynlige, at jeg selv indimellem kunne komme i tvivl.
Det blev en uforglemmelig retshandling. Så uforglemmelig, at jeg
har brugt mange timer i påsken på, om muligt, at få styr på en
kommunikation som kan bruges af kompetente personer. Det kan jo ikke
være rigtigt, at politiet og retsvæsenet helt følger tre vidner,
der i høj grad manipulere med sandheden.
Selv efter edsaflæggelsen fortalte de om den anmeldte
færdselsforseelse. Der var skrevet politirapport efter den ca .15
måneder gamle påståede færdselsforseelse som Ellen Skibsted intet
kendte til. Politirapporten var dog aldrig underskrevet af vidnerne og
fremstod således i retten som en ren påstand. Og genboerne Jesse
Jensen og Dorthe Møller, der vidnede, havde som nævnt tidligere
fået afvist to anmeldelser for færdselsforseelser fordi det blev
bevist, at Ellen Skibsteds bil var på værksted i den ene situation
og hun var i Norge på det andet tidspunk.
Ellen Skibsteds advokat kunne på fornemste vis tilbagevise alle
anklager. Det var påstand mod påstand. Og det kan ingen dømmes for.
Det var dommeren, der havde det sidste ord. Tiden var gået, og jeg
havde en aftale ude i byen. Det var med stor lettelse jeg kunne
forlade retsalen, da jeg havde oplevet, at Ellens advokat havde gjort
sit arbejde godt.
Men glæden varede kort. En halv time senere mødte jeg Ellen nede
i byen, Hun fortalte, at hun havde tabt sagen. Hun skulle betale 4.000
kr. i bøde + sagsomkostningerne + en betinget dom på 8 dages
fængsel.
Dommen var besynderligt nok formet således, at den lige akkurat ikke
kan ankes af Ellen Skibsted
Jeg ved ikke, hvem, der skal rede trådene ud, men der bør gøres
noget for at rette op på denne uværdige udvikling.
Ellen Skibsted har gennemlæst skriftet og dokumenteret, at jeg har
beskrevet sagens rette sammenhænge. Der findes også dokumentation
fra de hændelser jeg har refereret til.
Ragna List
Granvej 53 Annisse
3200 Helsinge
18.4. 2003
