Hvem terroriserer hvem midt
i det »idylliske« Tisvildeleje?
(Se også Ragna Lists indlæg længere nede)

Jesse Jensen må have taget flere hundrede fotografier af sine naboer.
Her er det Ellen Skibsted, der fotograferes inde på sin egen grund.
Utroligt, manden ikke for længe siden har fået polititilhold.

Ellen Skibsted er sikker på, der på Ellevej 14 forekommer en anden form for virksomhed, end den der er givet tilladelse til. Men det afviser ejeren, Jesse Jensen, der anklager Ellen Skibsted for at genere ham og hans familie ved at bede kommunen føre tilsyn med at der ikke foregår mere end det tilladte kontorarbejde.
Beboere i Helsinge kommune vil nu gå til justitsministeren og gøre opmærksom på en kommune, der tilsyneladende har store problemer med at styre retfærdigheden.

Ellen Skibsteds klage over Jesse Jensen går på,
   at der konstant er støj fra genboen
   at der er stærk trafik af store biler
   at en brændeflækker med diselmotor kører lang tid ad gangen, aften og weekend
   at der er sat 500-wat projektører op som peger generende mod Ellen Skibsteds hus
   at der om vinteren forefindes udendørs snedker- og maskinværksted
   at et 12-mands bigbandorkester med basvibrator støjforurener hele kvarteret
   at hun udsættes for falske anmeldelser og ubehagelige tilråb
   – og meget mere

Hun er således blevet politianmeldt for overfald på Jesse Jensens kone, mens Ellen Skibsted påstår, det var lige omvendt, at hun blev overfaldet, og at der kom styrtende flere ud fra huset (men mærkeligt nok ikke ægtefællen, der ellers var til stede), som senere vidnede til modpartens fordel, hvilket gav hende et tilhold.

Den 29.12. 01 blev hun senest opsøgt af politiet, da naboen havde anmeldt endnu et overfald. Hun skulle have skaffet sig adgang til naboens ejendom og truet nogle børn med en sneskovl. (Mens huset var fyldt med voksne – lyder usandsynligt). Spor i sneen viste trafik mellem de to ejendomme, og Ellen Skibsted fastholder, det er naboen, der har sat de spor. Hun har nu meldt familien for falsk anmeldelse, men politiet gider ikke efterforske sporene.

En dag måtte Ellen Skibsted springe for livet, da hun stod med sin trillebør i rabatten. En lastbil kørte forbi, men bremsede og bakkede pludselig hen imod hende, ramte trillebøren, som blev boret ned i græsrabatten. Da lastvognen var kørt lå der glasskår fra bilens lygter. Selv om politiet fik bilens nummer og så den smadrede trillebør, gjorde politiet ikke noget ud af sagen.


Ellen Skibsted føler sig stærkt generet af kørsel med store biler, hverdage og weekender, såvel om dagen som aften. Det er et helvede med den trafik, siger hun. Jesse Jensen har kun tilladelse til et firma, hvor der udføres kontorarbejde, ikke en støjende virksomhed med mange medarbejdere, der forulemper omkringboende.


Anmelder Ellen Skibsted noget, kommer kommunens kontrol altid, når bilerne er kørt, siger hun. Hun mener der er en læk i kommunen, som advarer familien Jensen, så de kan nå at få afslørende biler og andet fjernet. Men det afviser kommunen både over for Ellen Skibsted og kafka.dk.

Tilsyneladende har politiet taget parti i nabokrigen. De kommer lynhurtigt, hvis Jesse Jensen anmelder noget, mens de er ligeglade med Ellen Skibsteds anmeldelser. Nytårsaften var hun på besøg ude. Da hun kom hjem var en udendørslampe i smedejern revet ud fra væggen, eneste sted i hele området, der var øvet hærværk. Og det midt i et område ingen vil finde på at rende rundt i nytårsaften. Også resterne efter en stor røgbombe lå i hendes have.

Hvem vil købe et sommerhus til 1,2 mio. med støjende maskiner lige over for?
Lige over for Jesse Jensen har to sommerhuse været til salg hos EDC Mæglerne i lang tid. Det ene, på Ellevej 11, koster næsten 1,2 mio. kr. Jesse Jensen har lige fået byggetilladelse til første sal, hvor der skal være en stor altan. Den kan ikke ses fra de to huse, da den vender ud mod Ellen Skibsteds hus. Men en støjende brændeflækker, hvor arbejderne står med orange høreværn samt last- og varevognskørsel, kan blive noget af en prøvelse for købere af disse to huse.

EDC Mæglerne fortæller ikke potentielle købere om nogen støj eller generende trafik.


Som eneste hus i det eksklusive sommerhusområde har Jesse Jensen fået tilladelse til at bygge 1. sal. Det er i forvejen det højest beliggende hus i området. Her er tegningen, som viser en dejlig stor overdækket terrasse i forbindelse med en stor stue, hvorfra familien fremover kan sidde og kigge lige ned i andres haver.

Er Helsinge kommune værre
 end andre kommuner?

Det er en kendt sag, at det er næsten umuligt at vinde en sag mod Helsinge kommune. Især synes det meget svært for enlige kvinder, der efter sigende gang på gang bliver jordet af kommunen. Nu vil Inge-Lise Wagner, som har stiftet foreningen Nemesis, sammen med andre beboere rette henvendelse til justitsministeren om kommunen. Wagner har selv vundet en grotesk sag mod kommunen, der krævede vandafgift iht. tal på en vandmåler, der overhovedet ikke eksisterede. Inge-Lise Wagner har nemlig egen brønd og ingen vandmåler.

I Helsinge kommune bor også Birthe Lundqvist, der har anklaget et kommunalt vandværk for at forurenet vand gjorde hende selv og hendes mand syge. Lundqvists mand døde af forureningen, fastholder Birthe Lundqvist, der er ved at få sin meget omtalte sag genoptaget, efter at have tabt i landsretten.

I Radio Frederiksberg Journalen har maleren, Ragna List (som bl.a. maler politiske motiver), lige udtalt sig stærkt kritiserende om Helsinge kommune, som hun mener styres af en sammenspist gruppe mennesker, der blæser højt og flot på klager fra beboerne. Ragna List har heller ingen tiltro til den lokale byret i Helsinge, hvor det kunne se ud som helt umuligt at vinde over kommunen.

Copyright kafka.dk
3. januar 2002

Fra dagens Danmark
Ellen Skibsted-sagen

En borger i Helsinge kommune, Ragna List, anklager kommunen for grov personforfølgelse mod en anden kvinde
Det ligner planlagt ondskab fra kommunens, politiets
og dommernes side

Det er snart mange år siden, at jeg første gang fremsatte ønsket om en undersøgelse af Helsinge Kommunes ledelse.

Det højt besungne brede politiske samarbejde mellem Venstre og SF. har helt fjernet folkestyret. Som jeg ser det, er det Kommunaldirektøren, der har rollen som edderkoppen. Han er den mest begavede og kan lægge strategierne og trække i trådene. Han har haft sin gang på Rådhuset i mange år. Det er ham, der med pisk eller gulerod styrer og kontrollerer samtlige systemer og personer. Borgmester, udvalgsformændene, og erhvervslivet bliver naturligvis brugt som medspillere. Facaden skal jo være i orden ud af til. Men med en sådan ledelse, hvor meget kører op til kanten af det lovlige, kommer retssikkerheden i fare. Det er denne utryghed, der får mig til at lave dette skrift.

Den almindelige skatteyder skal bare betale og ellers holde mund. Men at være pensionist i Kommunen kan være farligt og især enlige kvinder er udsatte. Selv om loven også giver den gruppe menneskerettigheder.

Ellen Skibsted er én af de kvinder som kommunen har erklæret fredløs.

Det der gør denne sag så grusom er, at det tager så lang tid inden omgivelserne bliver bekendt med de faktiske forhold og tør danne sig et billede af de rette sammenhænge.

I det tomrum , hvor der ingen sandheder er, findes tendenser til lovløshed.

Ellen Skibsted bor lovligt i et sommerhus i Tisvilde. Stedet er omhyggeligt valgt i et rekreativt område, og hun købte huset i slutningen af firserne. De første år var der ren idyl, uden kontakt til Helsinge Kommune.

En dag læste hun, at der var kommet en lov om, at pensionister kunne få tilskud til isolering af deres hus. Ellen søgte Helsinge Kommune om tilskud. Men i Helsinge var loven endnu ikke taget til efterretning. Så der blev en del henvendelser, som ikke hjalp. Hun blev afvist fordi kommunen ikke ville give tilskud til isolering af et sommerhus. Først seks år efter via ombudsmanden fik hun sit tilskud.

Genboen Jesse Jensen, hørte til cirklen af kommunens venner og spillede med i byens populæreste orkester, »Karl og hans Banditter« der ledes af byens førende arkitekt. Han havde fået tilladelse til at oprette musikskole på sin bopæl, samt tilladelse til at lave fire parkeringspladser foran sit hus. Da der ikke er lavet en lokalplan for området, er tilladelsen let at få i venners lag. I 1996 giver kommunen Jesse Jensen lov til at oprette virksomheden, »Park og Plæne« og kommunen giver ham også iværksætter-ydelse.

Denne virksomhed laver støj, og da det er kommunen, der har tilsynspligten, klager Ellen naturligvis til Teknisk forvaltning. Men i stedet for at lukke virksomheden som jo lægger i et rekreativt område, erklærer kommunen at der er tale om nabostridigheder, og derved fralægger de sig ansvaret.

Husene rundt om Jesse Jensen har skiftet ejere, så det kun er Ellen Skibsted og Jesse Jensen, der bor der hele året. Ellen er gang på gang flygtet fra støjen og har taget ophold i Norge.

I september før sidste valg var byens arkitekt Karl Henning Sørensen fremme, han ønskede nogle principbeslutninger af byrådet til noget bygge ri. Et af projekterne handlede om en overetage på Jesse Jensens hus.

Ved en forespørgsel fik Ellen Skibsted skriftlig fra kommunen, at vide at kommunen ikke var bekendt med, at taget skulle bygges højere og at der skulle indrettes værelser (taget er fladt). Også jeg har i et brev til Borgmester Claus Lange og Kommunaldirektør Per Knudsen bemærket, at der ingen nabohøring har fundet sted. En dag blev Ellen opmærksom på ,at der var kommet byggematerialer til et højt tag. Igen henvendte Ellen sig til kommunen , men nu var tilladelsen givet.

Sagen har været hos Miljøministeriet, Naturklagenævnet, Tilsynsrådet og Ombudsmanden. Fælles for dem alle var, at det kunne være et fortolkningsspørgsmål, men i sidste ende var det kommunens afgørelse. Da de rigtige tegninger ikke var fremme, da byrådet skulle komme med deres indstilling, er det min fornemmelse, at byggeriet er ulovligt. Der er jo tale om to etager i et sommerhusområde.

Fra 1996 og frem har Ellen Skibsted levet i et inferno af støj og bilkørsel. Hun har henvendt sig adskillige gange til kommunen, som jo har tilsynspligten, men tonen var, at hun ikke skulle tages alvorligt. En miljømedarbejder tog sagen seriøs og lavede to rapporter. Men så måtte hun pludselig ikke længere »røre sagen«. Efterhånden blev der larmet mest når kommunen havde lukket. Det er adskillige gange, jeg har haft en grædende Ellen Skibsted i telefonen om aftenen, hvor jeg let har kunnet høre larmen fra en maskine i nærheden. Jesse Jensens medarbejdere har også kørt med traktor og plæneklippere frem og tilbage langs hendes grund. Jesse Jensen har holdt hendes hus oplyst med store projektører.

Chikanen imod hende kom fra flere sider. Pludselig oplevede hun at hendes skelpæle ind til naboen var flyttet mellem en halv til en hel meter ind i hendes have. Hun fik nu brev om at hendes hegn skulle flyttes ind til pælene. Naboen boede i Frankrig men havemanden havde fået fuldmagt til at handle.

Ellen fandt det besynderligt, så hun kontaktede en udenbys landmåler, for at få en kontrol på sin have. Kommunens landinspektør fik pludselig røde ører, og flyttede pælene tilbage. Efterfølgende var hele det kommunale hegnssyn på besøg, hvor flere bemærkede, at det så ud som ren og skær chikane imod hende. Denne sag vandt hun og fik fri proces.

På andre områder skulle Ellen Skibsted også rammes økonomisk. Pludselig fik hun en opkrævning fra kommunen om, at nu skal hun betale en dyrere renovationsafgift end andre i området, endda med tilbagevirkende kraft fra de sidste tre år.

Men det stopper ikke her.

Musikskolen blev brugt som øvelokale for »Karl og hans banditter«. En dag hvor de øvede sig, herunder med en bas der kan trænge igennem alt, ringede Ellen Skibsted til politiet. Politiet dukkede op hos Jesse Jensen, men hvad der blev talt om, er uvist.

Men næste aften skete noget uventet. Ellen opdagede, at hendes havelåge stod åben og gik ud for at lukke den. Pludselig for genboens kone Dorthe Møller frem og greb hende i armen. To mænd fra orkesteret tog fat i hende og slæbte hende hen ad vejen. Det var tydeligt at se slæbe spor bagefter. Hendes frakke, hendes strømper og ene fod led overlast. Hun fik at vide at hun ikke skulle kontakte politiet.

Det var en dybt chokeret Ellen Skibsted, der ringede rundt den aften, og beskrev hvad hun havde været udsat for.

Hun faxede både til Helsinge og Hillerød politi og anmeldte overfaldet. Der gik flere dage inden politiet dukkede op.

Da de kom, havde de en anmeldelse med mod hende. Hun blev anmeldt for at have slået Jesse Jensens kone.

Hun blev slæbt i retten, men da det vigtigste vidne (Tim Bak Madsen) ville holdes udenfor, tog Karl Henning Sørensen hans plads og vidnede i stedet i retten. Ellen Skibsted tabte sagen. Igen et økonomisk slag, da hun både skulle betale en bøde og sagsomkostningerne.

Hun ankede til Landsretten. Den beskikkede advokat hjalp hende overhovedet ikke. Politiet havde ikke skrevet rapport og vidnet udeblev igen. Ellen Skibsted tabte igen og skulle igen betale. Hun havde fået en betinget dom.

Anmeldelserne imod hende stoppede ikke. Jesse Jensen prøvede at ramme hende ved at anmelde hende for færdselsforseelser. På en dato hun var blevet anmeldt, havde hendes bil stået hos mekanikeren i Tikøb. En anden gang havde hun været i Norge.

Politiet har også deltaget aktivt i chikanen mod Ellen Skibsted. Jesse Jensen har kunnet anmelde Ellen Skibsted uden problemer. Derimod ville Politiet ikke modtage anmeldelser fra Ellen Skibsted. Engang hvor støj-chikanen havde været temmelig voldsom mod Ellen, ringede jeg til politiet i Hillerød.og bad om at tale med en fornuftig person.

Selv om politimanden var venlig, sagde han, at de modtog ikke flere anmeldelser, Ellen Skibsted kunne ikke anmelde nogen. Sagen var lukket.

At være erklæret »fredløs« er ganske umenneskeligt. Jesse Jensen havde både retsvæsenet, politiet og kommunen som medspillere.

Ellen Skibsted havde tabt retssagen og skulle betale en bøde, hvilket hun nægtede, derfor skulle hun i fængsel i fire dage.

Hun blev indkaldt til Horserød kort før jul 2002. Men så snart hun var ankommet skulle hun underskrive en formular. Hun skulle indordne sig under fængselsvæsenets regler. Det var under protest hun underskrev, for hun var jo kommet frivillig.

Så snart politiet havde underskriften, kørte de hende til Hillerød Arrest. Her sad hun i delvis isolation, sammen med narkomaner og mordere.

Det var efterhånden blevet klart for Ellen Skibsted, at hun ikke længere måtte bo i sit hus. Stærke kræfter var godt i gang med at knække hende økonomisk. Hun kunne ikke færdes frit udenfor sit hus. Hun havde nu fået et polititilhold, så hun ikke turde passere forbi Jesse Jensens hus, som lå på hjørnet af Gyvelvej, hvor hun boede og Ellevej. Altså brugte hun Engvej, som går i modsat retning.

To gange havde Jesse Jensens medarbejdere forsøgt at påkøre hende. Første gang var hun ude med sin advokat for at se hændelsesforløbet fra overfaldsaftenen. Anden gang var hun i gang med at rive sin rabat, hvor hendes trillebør fik et ordentlig slag, og en af bilens baglygter blev smadret ved påkørslen. Påkørselen blev meldt og et par unge betjente skrev rapport. Men rapporten blev afvist af politiet højere oppe i rækkerne, der var jo ingen ulykke sket.

Første gang Ellen var i Helsinge Ret havde hun beviser med, både fra bilen og sit eget ødelagte tøj fra overfaldsaftenen, men disse effekter så man bort fra.

Den ulykkelige situation Ellen Skibsted er havnet i har gjort, at hun tit må forlade sin bopæl og tage ophold på anden adresse.

Efter nytår 2003 tog Ellen til Norge, hun var væk i lang tid og jeg blev forskånet for mange telefonopringninger.

Men så snart hun var tilbage, begyndte chikanen med støj igen. Og det ulovlige byggeri var nu også sat i gang.

Ellen Skibsted havde håbet at efter udstået straf, så måtte hun da få fred. Men nej, hun var fredløs.

Helsinge Politi havde fået en ny leder, som Ellen gerne ville fortælle sin historie til, og samtidig anmelde et tyveri af et par figurer, som var fjernet fra hendes have under et tidligere ophold i Norge. Det var hende umuligt at komme i kontakt med den nye politimand, han var der aldrig. Indtil han omkring slutningen af marts, to dage efter at Ellen var kommet hjem, ringede, og meddelte, at nu ville han aflægge Ellen et besøg.

Han kom, han hørte på hende og var venlig , men da han skulle gå, lagde han en 15 mdr. gammel anmeldelse på bordet. En gammel anmeldelse, som politiet havde pudset op igen. Ellen skulle møde i Helsinge Ret onsdag den 16. april, dagen før påske.

Det var Jesse Jensen som anmeldte hende for at have kørt uforsvarligt på Engvej. Episoden var fra 22. dec. 2001.

Også Jesse Jensens kone var fremme med en anmeldelse om, at hun var nær blevet påkørt af Ellen en dag hun var ude og klippe roser.

Ellen måtte skyndsomt finde en advokat, der ville føre hendes sag. Først spurgte hun én i Helsinge, men han skulle ikke have fingrene i fedtefadet. Ellen Skibsted kontaktede kontoret for menneskerettigheder, og der hjalp de hende med at finde en beskikket advokat.

Jeg besluttede at være med på en lytter i retslokalet. Det skyldte jeg mig selv, fordi de oplevelser som var blevet mig fortalt, virkede så usandsynlige, at jeg selv indimellem kunne komme i tvivl.

Det blev en uforglemmelig retshandling. Så uforglemmelig, at jeg har brugt mange timer i påsken på, om muligt, at få styr på en kommunikation som kan bruges af kompetente personer. Det kan jo ikke være rigtigt, at politiet og retsvæsenet helt følger tre vidner, der i høj grad manipulere med sandheden.

Selv efter edsaflæggelsen fortalte de om den anmeldte færdselsforseelse. Der var skrevet politirapport efter den ca .15 måneder gamle påståede færdselsforseelse som Ellen Skibsted intet kendte til. Politirapporten var dog aldrig underskrevet af vidnerne og fremstod således i retten som en ren påstand. Og genboerne Jesse Jensen og Dorthe Møller, der vidnede, havde som nævnt tidligere fået afvist to anmeldelser for færdselsforseelser fordi det blev bevist, at Ellen Skibsteds bil var på værksted i den ene situation og hun var i Norge på det andet tidspunk.

Ellen Skibsteds advokat kunne på fornemste vis tilbagevise alle anklager. Det var påstand mod påstand. Og det kan ingen dømmes for.

Det var dommeren, der havde det sidste ord. Tiden var gået, og jeg havde en aftale ude i byen. Det var med stor lettelse jeg kunne forlade retsalen, da jeg havde oplevet, at Ellens advokat havde gjort sit arbejde godt.

Men glæden varede kort. En halv time senere mødte jeg Ellen nede i byen, Hun fortalte, at hun havde tabt sagen. Hun skulle betale 4.000 kr. i bøde + sagsomkostningerne + en betinget dom på 8 dages fængsel.

Dommen var besynderligt nok formet således, at den lige akkurat ikke kan ankes af Ellen Skibsted

Jeg ved ikke, hvem, der skal rede trådene ud, men der bør gøres noget for at rette op på denne uværdige udvikling.

Ellen Skibsted har gennemlæst skriftet og dokumenteret, at jeg har beskrevet sagens rette sammenhænge. Der findes også dokumentation fra de hændelser jeg har refereret til.

Ragna List
Granvej 53 Annisse
3200 Helsinge
18.4. 2003